Det blev tid til at sige farvel til Bunec Beach. Vores venner fra Berlin nærmede sig det område vi var i og vi havde aftalt at mødes på en lille plads kaldet Albturist Eco camping. Vi fulgte hinanden i den app der hedder Polarsteps og kunne derfor i real time se hvor langt vi var fra hinanden. Vi fik sagt pænt farvel til Vit og Lenka og naturligvis også til vores madven.
Vi nåede lige at falde over et smukt eksemplar af den europæiske fugleedderkop som driblede rundt i nærheden af camp-letten. Det er en ganske fredelig edderkop, der gerne flygter hvis den opdager du er i nærheden, så vi plejer at sturede dem med fascination hvis vi til tider støder på den
Mens vi fik kørt vognen væk fra stranden kom vores madven på besøg igen og hun havde sørme sin hvalp med. en rigtig frisk en af slagsen der slet ikke var til at stå for.
Den var i tænderne klør fasen, så vi blev alle et par tandmærker rigere
Og så skulle vi op fra Bunec beach, hvilket foregik med Tom i bilen og vi andre gående bagefter, simpelthen fordi vejen var så ringe som den var.
Men op kom vi og videre det gik mod Permët. Vi mødte en del arbejdsæsler og arbejdsheste på vejen, her bla. en der er på vej efter vand ved en vandpost.
Køretøjerne kører ikke med halve læs hernede. Enhver dansk betjent, ville finde bødeblokken frem på få sekunder.
Vi fandt en lille købmand, hvor vi lige skulle proviantere drikkevarer til turen. Det er ikke altid helt let at se, at der er en butik, så man skal kigge efter når man kører ude på hovedvejene.
Vi fandt “amerikansk” slik… Vi fik købt lidt til de unge herrer på bagsædet. Det er noget temmeligt surt noget at få i munden, skal vi hilse at sige…
I den lille by Këlcyrë på landevej SH75, som følger Vjosë floden gjorde vi holdt, for at finde et sted at få noget middagsmad. Vi studsede lidt over forskelligheden på hver sin side af vejen. På den ene side så der sådan ud, med nyt og flot byggeri.
På den anden side af vejen, lå de gamle og simple huse…
Vi parkerede på Albaner maner, sådan lige i indkørslen til det pæne kvarter, for der var jo fint plads til en bil med Camp-let bagpå.
Vi gik langs byens butikker, på jagt efter noget at spise. Grønthandlere, Barberer, Dagligvarer, Dæk handler, side om side
Këlcyrë er ikke særligt stor, men byen virker ret hyggelig.
Vi fandt restauranten Sarajet. Fra gaden ser det ret anonymt ud, med et skilt stående i kanten af vejen, men når man kommer nærmere, viser der sig en meget hyggelig restaurant.
Sarajet har en rigtig fin overdækket terrasse, hvor man kan sidde i skygge og spise sin mad.
Der er mange små og sjove detaljer gemt overalt. Fin og hyggelig udsmykning og en god atmosfære.
Indenfor i restauranten er der rigtigt hyggeligt og flot dekoreret. De har et ret godt udvalg af drikkevarer, hvis der feks skulle bruges nogle timer i café-mode. Betjeningen er super god, med smilende, høflig og interesseret vært.
Maden man får på Sarajet er hjemmelavet, på god gammeldags maner. Her fås ikke noget fastfood, men autentisk albansk mad, som smager rigtigt godt.
Maden var traditionel men for os anderledes end hvad vi tidligere havde prøvet. Vi fik burek med brændenælde til deling, fyldte peberfrugter til Janni, en side salat til Janni (som ikke er i personlig størrelse som vi ellers har været vant til, men en fællessalat, så der var rigeligt). Tom og ungerne fik burek med tre slags kød og en “Kødbolle-suppe” Frugten var en gave fra restauranten
Efter en god gang mad, skulle vi videre. På vej mod bilen, kiggede vi lidt på husene på den “gamle” side af vejen.
Disse hjemmelavede 3 hjulede knallerter, kører der rigtigt mange af i Albanien, i forskellige afskygninger. De bruges til alt fra persontransport (der kan sidde temmelig mange mennesker på og i sådan en), til varetransport, eller dyretransport.
Godt 21 km fra Këlcyrë ligger Albturist Ecocamp. Da vi ankom og fik bilen smidt indenfor indkørslen, kom ejeren ud og tog imod os. Donna som ejer pladsen, er en utrolig sød, smilende og glad kvinde. Vi spurgte om vi kunne få en plads her hos hende og hun svarede med nogle kontraspørgsmål… Kan i lide hund? Ja svarede vi. Kan i lide kat? Igen et ja. Kan i lide får og høns? Endnu et ja. Er det ok at dyrene løber frit rundt også ved jeres plads? Nok engang fik hun et ja. Til sidst, kan i leve uden elektricitet? Og ja det kan vi jo, så det blev til fuld plade på Ja svarene… Med et stort smil sagde Donna: Så må i gerne bo her hos mig 😁 Donna lever af og på pladsen året rundt og receptionen og tilhørende lokaler er hendes hjem. Alt der dyrkes og sælges på pladsen er økologisk og enten hjemmelavet, eller produceret af naboer og andre lokale.
Toiletbygningen er hjemmelavet. Der er 2 toiletter (et europæisk og et tyrkisk), 2 brusere og 2 håndvaske. Bygningen er lavet af genbrugstræ og blikpladerne som udgør både vægge og tag, er genbrug fra gamle biler. Det er simpelthen taget og motorhjelme fra bilerne, som er skåret til og banket flade med en hammer. Der er monteret solfanger til at varme vandet op med. Ingen sol = koldt vand 🙂
Der er også et vaske hjørne på pladsen. Billedet taler for sig selv 🙂
Da der var frit valg mht plads, valgte vi at ligge os helt tæt op af et træ, midt inde på pladsen, for at udnytte skyggen i løbet af dagen. Patricks “værelse” som er annekset kunne således ligge i skygge hele eftermiddagen og aftenen. Lige på den anden side af trådhegnet til pladsen ligger en vindrue mark.
Udsigten fra vores plads og ned mod receptionen og toiletbygningen. Naturen og bjergene er et fantastisk skue.
Donna kommer meget rundt på pladsen og snakker meget gerne med alle.
Pladsen er forholdsvis smal og lang. Der går et hjulspor tværs op gennem pladsen og så kan man campere ud til hver side.
På pladsen render dette får rundt. Det er Donnas baby og den er altid i nærheden af hende og følger hende i tykt og tyndt.
Ved siden af os lå en fastligger vogn og lidt længere henne stod en autocamper med Berliner nummerplader. Den autocamper kender vi 😊
Her i det sydligste Albanien, 2600 km hjemmefra os og 2000 km fra Berlin, møder vi vores campingvenner Ralf og Viola. Vi har en del gange camperet på samme plads i Kroatien og nu mødes vi så her i Albanien. Der blev hygget og snakket i skyggen og nydt kølige drikkevarer.
Tilbage i Camp-letten, havde en anden fundet en skyggeplads 🙂
Udsigten fra pladsen er der intet at klage over. Det ligger i dalen mellem 2 bjerge. Det høje bjerg på venstre side af billedet, er på denne side Albanien, på den anden side er det Grækenland.
Her er ingen forstyrrende elementer. Natur, ro og ren afslapning.
Efter aftensmaden gik vi en tur, sammen med Ralf og Viola. Vi ville ned og gå langs Vjosë floden.
Vi havde på Google maps set en bro over floden, ikke så langt fra campingpladsen. Den ville vi ned til og evt over på den anden side og gå en tur…
Da vi via stierne var kommet ned til broen, fik vi vores betænkeligheder, mht at skulle gå over på den anden side 😳 Tom satte en fod ud på et af de første brædder og den gav kraftigt efter og knirkede på den ikke så tilforladelige måde, så vi blev enige om, at den bro skulle vi ikke prøve kræfter med…
Både Tom og Ralf havde deres droner med, så de blev begge sat i luften for at fange lidt billeder.
Fra et par hundrede meters højde, fangedes nogle billeder af Vjosë og dalen
Tom står ved broen og styrer sin drone. Janni var ret bestemt i sit tonefald om, at ingen skulle længere ud på den bro, end hvad der ses her
Broen set fra oven, giver et indtryk af, hvorfor vi fravalgte at gå ud på den. Gamle stålwirer, brædder, blikplader, osv flettet ind i hinanden på kryds og tværs.
Patrick og Alexander står og snakker om, hvor usikker og vild broen ser ud.
Efter at have været ved broen et lille stykke tid, gik vi med floden i sydlig retning. Vi fulgte bare klippernes naturlige forløb langs med vandet.
Der var også tid til at smide sten i vandet. Det er ikke helt let, at få kantede klippesten til at slå smut på den roligt flydende flod, måtte ungerne konstatere
Solen begyndte langsomt at gå ned og vi kunne ikke umiddelbart finde nogen let vej op fra floden, så vi gik tilbage mod broen igen
Solnedgangen var flot, her hvor lyset spejlede sig i Vjosë og broen hænger som en sort skygge hen over vandet.
Tilbage på pladsen, snakkede vi med Donna om at vi havde været nede ved floden og den gamle bro. Donna sagde at vi for guds skyld ikke måtte gå ud på broen, for den var livsfarlig. Broen blev stadig brugt dagligt af nogle få landmænd, som bruger den til at bringe friske æg, grøntsager osv over på den anden side, samt at nogle urtesamlere, som gik over den for at komme op på bjerget og samle krydderurter til madlavning og medicinsk brug. Men de personer som bruger den, ved hvilke brædder de kan træde på og hvilke de ikke kan træde på, uden at falde igennem og tage turen ned i den klippefyldte flod. Så godt vi ikke lod os friste til at gå ud på den…