Vi blev vækket af ret høje bankelyde rimeligt tidligt om morgenen. Da vi stod op kunne vi se, at de var ved at bygge en ny strandbarer, mellem de to eksisterende. Når man kigger på mændene, kan man godt forstå, at de vælger døgnets køligere timer at arbejde i. Det er hårdt og varmt arbejde
Selvom der var lidt maskinhjælp at hente, foregik en del af arbejdet stadigt med en god gammeldags trillebør og en stor klaphammer. De var i gang med at slå pæle i til et fundament. Det larmede, men ikke mere end at man sagtens kunne distrahere sig fra det. Svejseapparatet fik strøm fra en generator, der stod inde i en varevogn.
Vejret var fantastisk og fordi der ikke var nogen hjemme vi kunne forstyrre ved italienerne, fik vi lige snuppet et billede af det store smukke oliventræ de camperede under.
Tom tog også billeder af faunaen rundt om camp-letten. Der var simpelthen så mange vilde blomster. Bare lige rundt om selve camp-letten fandt han disse 9 forskellige blomster.
Planen var en tur til byen Gjirokastër, hvor både borgen og bazaren er en del af UNESCO’s verdensarv, så vi hoppede i bilen og kørte derud af.
I starten af bjergene som vi skulle over, havde vi tidligere set en gammel hamburger food truck, som så ret skrællet ud. Den levede videre som frugt og altmulig salgsstand og ærligt, så så det ret kaotisk ud, men vi blev nød til at stoppe og kigge.
Der var en offentlig vandpost som nabo til foodtrucken, hvilket er en af de måder de lokale bønder kan få frisk drikkevand på, så man må formode at der er trafik og dermed potentielle købere i aftentimerne.
Vand i Albanien er svært at blive klog på, der er simpelthen ikke mange kilder online når man søger, men vi fik fortalt af lokale, at mange landlige områder var uden vandforsyning, så de offentlige vandposter blev brugt til at hente vand til forbrug, både i forhold til alm dagligt brug, men også til vand til dyrehold. Vi så ofte gennem aftentimerne, at der var kø ved posterne og den der hentede vand havde utallige 5 til 10 liters dunke med, som de fyldte og puttede i bilerne, eller spændte på æslerne. Vandet skulle være af rigtig god og høj kvalitet, men som turister, var det ikke alle steder, hvor vi turde kaste os ud i at prøve. Nedenfor er det nærmeste jeg kom en dokumenterbar kilde
More than 80 per cent of households in the cities and municipalities are connected to the drinking water supply network, but only about half of rural households, where similarly only 50 per cent of households are connected to the sewerage system. Of 11 sewage treatment plants, ten are in operation, and these treat only around 13 per cent of all wastewater. The rest is discharged untreated into rivers, lakes and the sea.
https://www.giz.de/en/worldwide/20440.html
Vi købte friske figner og pludseligt rejste en mand sig op, bag det hegn der kan ses i baggrunden. Der var simpelthen indrettet så man kunne snuppe sig en lur. Vi blev fristet af de flasker med hjemmesyltede grøntsager, som hun havde stående og på gebrokkent engelsk/albansk/google translate, fik hun fortalt, at hun selv havde syltet dem. Da vi havde betalt, fortalte hun at lagen var rakija. Så vi blev lidt bekymrede for, om vi blev skide fulde hvis vi spiste dem. Det er første gang vi har købt grøntsager i sprit. Vi har dem stadig, de står i køleskabet, men vi ved ikke rigtigt om vi tør smage på dem.
Vi oplevede igen husdyr der rendte frit, denne gang geder som havde indtaget et formentlig tomt hus.
Billedet nedenfor viser en af de utallige gårde, vi mødte på vores rejse. Selve bygningerne vi så, var generelt bygget af, hvad man nu havde held med at få fat i, så der var lige dele blik og presenninger. Oftest var der ikke planeret og bygningerne fulgte bare terrænet og man kunne tydeligt se at udbygninger blev sat på efterhånden som der var plads til dem, eller havde brug for dem. Generelt var det svært at se, hvilke dele af husene der var beboelse og hvilke dele der var stalde. Alt så ens ud og vi drøftedes ofte, at det måtte være en kold oplevelse at bo der i vintermånederne. Det her er en stor gård. Dem vi oftest så var vel en tredjedel størrelse af denne.
For at komme til Gjirokastër, skulle vi hen over bjerget og dalene var altid et smukt syn. Vi som bor i et landbrugsområde på Als, er vant til at se maskiner på markerne, men her var redskaberne alt fra hestekærre og æsler til små veteran traktorer. Vi så også ofte havefræser med vogn og sæde, blive brugt til alt fra transport af indkøb, samt arbejde på de små marklodder albanerne passede.
Lygtepæle eller andre form for pæle blev brugt som midtpunkt til at stable høhøsten på god gammeldags Morten korch manér.
Selve vejsikkerheden var også alternativ. Når klipperne gik lige ned, var der sat fine betonklodser op, med en billængdes mellemrum (cirka), så sikkerheden på nogle strækninger var mere psykologisk, end den var reel. Albanien er dog ved at forbedre deres vejnet, sådan lidt pø om pø. Man kunne sagtens komme kørende på en forfærdelig hullet vejstrækning, så møde 300 meter ny asfalt med alt hvad der bimler og bamler, for så igen at lande tilbage på noget der engang havde haft et asfaltlag. Især i bjergområderne oplevede vi disse pudsige skift.
En af de 750.000 bunkere Hoxha byggede under sit diktatur. Denne er en Pike Zjarri, som er en to personers bunker (dem der er flest af i Albanien). Ofte står de tomme og ubenyttede, men her var den tydeligvis taget i brug, som en eller anden form for bolig. Selve bunkerne var tæt på at bringe den Albanske økonomi i knæ og de lokale ser på dem som spild og som en evig reminder om, hvad de er kommet fra. De repræsenterer ofte det som albanerne arbejder sig væk fra og vi oplevede, at samtaler om bunkerne med lokale, ofte handlede mere om at der skal vi ikke hen igen, men vi skal i stedet have fokus på frihed og på at korruption mindskes. Korruption var et tilbagevendende samtaleemne under hele ferien, specielt når man snakkede med de lokale beboere, som ofte åbent fortalte om dette problem.
En anden ting vi også så under hele ferien, var den allesteds nærværende plante katost. Smukke blomster i alle udgaver af pink og lyserød stod overalt i vejkanterne og lyste op. Malva sylvestris indgår som en del af den albanske naturmedicin, som stadigt er dybt forankret i den albanske kultur. Urtesamler i bjergene er en anerkendt arbejdstitel, med lige så stor relevans som landmænd og vin dyrkere.
Det blev tid til og smage fignerne og jeg tænker Alexanders ansigtsudtryk fortæller rigtigt godt, hvor lækre de var. Vi oplevede at vejboder havde fokus på de varer der var i sæson. Meget få havde importerede varer. Ofte var der et dejligt forfriskende fokus på god smag, frem for pænt udseende.
Og så ankom vi til starten af Gjirokastër, mens vi samtidig kunne kigge på den smukkeste næsten skyfrie himmel.
Som sædvanligt, kunne vi ikke undgå at blive fascineret, af den komplette uorganiserede tilgang til elforsyning, som ofte resulterede i en omgang kluddermor af ledninger
Vi parkerede nedenfor slottet og ville gå derop, fordi vi havde forstået at der ikke var parkeringsmulighed på toppen og så gik vi ellers opad, i høj solskin og kvælende hede. Vejene var smukke, men ujævne og stejle. For Jannis sclerose ben var det lidt af en udfordring, der skulle tages i etaper.
Vi var ikke de eneste der tog den i etaper. Denne smilende mand mødte vi på vejen og trods handikap og gangbesvær, arbejdede han sig stille og roligt opad. Vi tog et cue fra ham og brugte trappesten som siddepladser, når benene skulle have et hvil.
Det var tydeligt at han var kendt og vellidt i kvarteret. Folk hilste ham an og ved et hus kom de med vand og en snack til ham, så han kunne få en pause. Venligheden og åbenheden ved folkene, var generelt en ting vi virkeligt beundrede under hele turen.
Vi var dybt fascinerede af denne garageport, da vejen var så smal, at det ville være utopi at tro, at man kunne få en bil gennem passagen
Men netop de smalle veje var simpelthen så charmerende. Vi tror vi gik forbi et par hoteller, eller air bnb på vejen, men vi er ikke helt sikre
Husene var i blandet stand og nogle så nærmest ubeboelige ud, men det var de ikke.
Og så lige et billede af hvor smalle vejene var. Vi oplevede flere forsøge at køre op både med varer osv. Vi var enige om, at vi satte pris på at det ikke var os der skulle bakke ned af disse gyder igen.
Og efter en masse pusten og prusten kom vi til slottet. Vi havde forventet mulighed for at købe noget at drikke heroppe, men der var ingen butikker, så det var ikke en mulighed. Vi oplevede generelt at der var få af den slags “butikker”, hvor man lige kunne snuppe sig noget at drikke. Der er noget vi klart vil anbefale andre at være opmærksomme på, hvis de tager på udflugt. Hav altid vand med.
Gjirokastër har været beboet siden 4-5 århundrede og i det 12 århundrede blev de første borgmure bygget, af rige familier der flyttede hertil. Borgen er bygget på en klippe i 336 m højde over dalen, hvor der er god udsigt og dermed også god kontrol med den vigtige handelsvej og Drino floden, som løber gennem dalen lige neden for borgen og byen.
Udsigten ud over både landskabet og Gjirokastër var fantastisk. Området er virkeligt skønt
Vi fandt en opgang til slottet og bevægede os opad og undrede os lidt over, at der ikke var flere folk tilstede
Vi opdagede dog hurtigt, at der var fordi vi var på vej op til en ændret del af slottet, hvor en gammel indgangsport var blændet af, så vi tog en kort pause og gik nedaf igen. Frem og tilbage er jo som sagt lige langt.
Men smukt var det nu. Så trods ubeskrivelig varme og trang til en kold drikkevare, nød vi udsigten og blev vildt fascinerede af det tag på huset i venstre side af billedet. Det bølgede næsten lige så meget som landskabet.
På vej rundt om borgen, for at finde hovedindgangen, fandt vi en gangtunnel ind under borgen. Den måtte vi selvfølgelig udforske, så afsted det gik igennem tunnelen. Det viste sig at den gik tværs under selve borgkomplekset og var en genvej, til den anden side af borgen.
Ude på den anden side af tunnelen, fik vi udsigten over den anden ende af dalen og mod del lille del af Gjirokastër by, som ligger på sydsiden af borgen.
Vi gik tilbage gennem tunnelen til nordsiden igen, da det var på den side, at hovedindgangen til borgkomplekset skulle være.
Fra nordsiden af borgen op mod hovedindgangen, er der flot udsigt til nogle af de gamle og meget store ottomanske rigmands huse, som er fra det 17 århundrede.
Entré til borgkomplekset var 400 lek pr person (4€). For denne pris er der adgang til noget af den indvendige del af borgen, samt hele området udendørs. Der er et krigsmuseum indendørs, hvor man skal tilkøbe en billet til 200 lek, men det fangede ikke lige vores interesse.
I den indvendige del af borgen, som er med i den almindelige entrébillet, er der masser af kanoner med videre, fra forskellige tider og steder. Lige præcis krigsmateriel i den stil, har ikke vores store interesse, så vi kan ikke fortælle så meget om dette, da vi passerede forholdsvis hurtigt forbi. Selve bygningen er dog ganske interessant og imponerende.
Tom kunne ikke dy sig fra at skyde dette billede. Gammelt krigsmateriel og statuen af en kriger, hvor en kvinde tager sig et hvil i skyggen med en moderne telefon i hånden. Modsætninger mødes 🙂
Udenfor i borgkomplekset er der også udstillet noget gammelt krigsmateriel, samt skroget af et amerikansk militærfly, som blev skudt ned under den kolde krig, mens området stadigvæk var “øst”. Ellers er der fine områder med græs, træer og planter i blandt ruinerne af borgen.
Dette skilt grinte vi en del af. Det står i umiddelbar nærhed af den gamle kanon på billedet ovenover.
Der var meget varmt og kun en meget let brise rørte sig, så Patrick nød skyggen i en åbning mellem to af borggårdene, hvor den lette brise samtidig skabte en naturlig lidt kraftigere gennemstrømning af luft.
Udsigt fra en af de mindre borggårdene, ned mod det berømte klokketårn, som kan ses fra det meste af dalen og byen. Der ses også lidt af scenen, som blev brugt til folkemusikfestival.
Fra et hul i den gamle borgmur, er der udsigt ned til det nye Gjirokastër by.
Det røde albanske flag, vajer svagt i den lette brise, højt over byens tage, her oppe på toppen af borgen.
Klokketårnet som står yderst ud mod dalen, er opført sidst i 1700 tallet, af fyrsten Ali Pasha af Tepelenë. Ali Pasha blev henrettet i 1822, efter han forsøgte at bryde med ottomanerne og danne et selvstændigt styre. Udvidelsen af Gjirokastër borgen og klokketårnet, er det bedst bevarede eftermæle om ham.
Gjirokastër borg, er det næst største borgkompleks i Albanien, kun overgået af Krujë borgen, der i luftlinje, ligger ca 165 km nord for Gjirokastër. Borgen består i dag af 5 tårne og bebyggelser, klokketårnet, krigsmuseum, folkemusikscene, og fængselsmuseum. Fængselsmuseet var desværre lukket da, vi var der, men vi kunne læse at det gamle borgfængsel har været i brug i mange generationer. I 1932 blev fængslet udvidet og var aktivt brugt helt frem til 1968. Fængslet blev betegnet som meget barskt, med horrible forhold og det var ganske offentligt kendt, at der blev udøvet tortur mod de indsatte, i specielt oprettede tortur kamre…
Janni kommer gående gennem den ydre borggård, i retning mod klokketårnet. Det er i denne del af borgen, hvor folkemusikscenen ligger.
Der er nogle smukke oaser rundt på borgen, hvor blomster og buske giver en fantastisk kontrast til de rå borgmure.
Da vi var færdige med at se slottet, skulle vi videre ned og se den gamle Bazaar af lokale kaldet “Qafa e Pazarit”. Turen derned kunne foregå med små stier og trappetrin og inde på en af de stier (nær denne dame) stod der en mand i skyggen af et træ og solgte drikkevarer. Hans setup var enormt simpelt. En køleboks fyldt med drikkevarer og en stol fyldt med urter han og hans familie selv havde plukket. Vi nøjedes med drikkevarerne og satte pris på endeligt at kunne slukke tørsten, efter lang tids vandring og udforskning af borgen.
Turen ned til bazaren var spændende, idet der hang kunsthåndværk overalt. I modsætning til andre lande vi har besøgt, oplevede vi ikke at boderne var fyldt med kinaskrammel, hvilket var forfriskende.
Den gamle Bazar er meget ens i sit udtryk, hvilket skyldes en brand i sutningen af 1800 tallet, som destruerede den oprindelige bazaar, som man mener daterer sig helt tilbage til 1600 tallet. Det er også årsagen til, at Bazarens udtryk er så ens, da bygningerne er genopbygget i samme periode. Det at der var et fortorv, var en meget særlig ting, idet det ikke var standarten for byggerierne på daværende tidspunkt.
Håndværket der sælges i området har rødder i nærområdet og de forskellige butikker med keramik, havde displays der viste hvor tingene blev lavet. Det var meget interessant at se hvordan tingene blev lavet og hvor primitive setups keramikerne arbejdede under. Man fik lyst til at støtte, fordi støtten gik til at bedre vilkårene for den menige Albaner. Det håndlavede og håndmalede keramik er helt fantastisk.
Der var naturligvis også de obligatoriske souvenirs som nøgleringe, t-shirts og lignende, men størtedelen af butikkerne var med håndværk eller antikviteter
Selve Bazaaren er en del af UNESCOS verdensarv og er en af de 8 ældste dele af Gjirokastër
Vi skulle naturligvis have det obligatoriske billede af det smalle hus, omend vi blev distraheret af den mest fantastiske krydrede duft, der lugtede helt kageagtig. Vi for sniffende rundt på pladsen, for at lokalisere duften og havde slet ikke heldet med os, indtil en sælger kom ilende imod os og ledte os hen mod håndlavet sæbe, med den mest fantastiske duft af æble og kanel. Vi fik købt et par forskellige stykker og så gik jagten ind på lidt kage, nu var lækkersulten jo vagt.
En stor del af borgen ses over Bazarens tage. Borgens klokketårn yderst til venstre og fængselsafdelingen yderst til højre. Det siges, at man fra bazaren kunne høre skrig fra de indsatte i fængslet, når de blev tortureret.
Isen var god kold og læskende hvilket var godt, for der var virkeligt varmt og tørt denne dag.
Men stjernen var kagen Oshaf. En specialitet lavet med figner og fåremælk og den var både blød, sød og krydret og helt igennem vanvittig god. Oshaf laves i ovne, hvor mælken hældes over figenpasta (med sukker og krydderier) og bages til den er fast i formen. Vi er ikke fåremælk fans, men det her kunne jeg spise morgen middag og aften. Det er en delikatesse med oprindelse fra Gjirokastër.
Efter endt kagespisning, var vi på besøg ved en smykkedesigner der lavede alle sine smykker selv. Jeg husker ikke navnet, men faldt for disse øreringe. Alt skulle være allergitestet, men jeg er dog alligevel varsom med hvor meget jeg bruger dem, bare for en sikkerheds skyld.
Den gamle bydel er et væld af indtryk og bedst som man går og ser sig omkring, kigger man op og opdager at udsigten der, også er helt fantastisk.
Udsigten ned gennem en af den gamle bazars gader, med borgen og klokketårnet højt over byens gader.
Der er ingen tvivl om, at bazaren mest er til for turisterne, men vi oplevede ikke den her ubehagelige anråben man ellers kan møde og produkterne, selvom de var meget ens, var værd at kigge på. Janni havde forelsket sig i keramik og ville have noget med hjem. I den første butik vi gik hen til, så den unge kvinde i butikken at vi studerede hendes varer og kom ud til os. Janni fortalte at tingene var smukke, men vi ville rundt og se bydelen først, inden vi købte keramik. Det var tydeligt at den frase havde hun hørt før, så da hun gik ind igen, havde hun tydeligvis ikke nogen forventning om at se os igen.
Så hun så pænt overrasket ud, da vi stod i butikken et godt stykke tid efter og ville vælge keramik. Hendes kommentar var, at Janni var en kvinde der stod ved hendes ord. Vi fik valgt nogle små skåle ud som simpelthen var fantastiske og så valgte Tom og Janni en kop hver.
Imens talte vi med den unge og utroligt flinke kvinde i butikken, om dagligdagen i Albanien. Hun fortalte glad og smilende om livet i landet og den evige korruptionsproblematik kom op igen. Det er en ting der i den grad fylder, ved den menige albaner. Vi blev takket for at komme og besøge landet, fordi vi igennem besøgene var med til, at tilføre penge til de lokale og dermed hjalp vi med at øge deres levestandart. Janni havde også kig på en masse smukke tæpper, men når man rejser med camp-let er pladsen trang, så hun endte med at vælge, ikke at tage et tæppe med hjem.
På vejen tilbage til bilen, så vi denne lille have. Den blev for os, på mange måder et symbol på, at albanere kunne få umådeligt meget ud af rimeligt lidt. Øl/sodavandskasser blev brugt som køkkenhave.
Da vi landede i bilen igen, gav det god mening, at vi syntes det havde været en super varm tur.
Kæden af tankstationer med dette navn, havde Tom sine betænkeligheder ved at bruge… Hvad ville de mon have af betaling eller ofring, med det navn? 😳
Og nu vi taler om tankstationer, så var det virkeligt en oplevelse at finde rundt i disse. Som vi forstod, var hver enkelt tank sin egen og vi lærte hurtigt at tanken ofte kun havde et formål og det var at fylde benzin på din bil. Folk sad i små skure og ventede på at der kom kunder og oftest kunne man ikke betale med kort, men der skulle kontanter til. Der var ingen toiletter, ingen butik og ingen bon. Hvis man var super heldig, var der en cafe hvor man kunne købe en kop meget stærk kaffe, hvis man altså havde kontanter. Der var til gentæld super mange tankstationer. Ofte kunne man nærmest se den næste inden den sidste man mødte var ude af synsvinklen. Aldrig har vi i noget andet land, set så mange tankstationer, som i Albanien.
Tom ville gerne give ungerne en tur til frisør (de var ret langhårede begge to og havde fundet ud af, at varme og langt hår er en dårlig kombi), så vi kørte ned i den nye bydel, for at se om det var en mulighed. Tom havde dog forregnet sig i forhold til at der var søndag, så frisørene havde lukket. Vi oplevede dog den helt store forskel i stil, på den gamle og den nye bydel og vi oplevede igen at parkering var der hvor man havde lyst til (også midt i rundkørslen) og så alligevel ikke. Vi havde parkeret i en bås, da Tom blev råbt an. Vi fangede ikke helt hvad vedkommende ville, men Tom gik hen til manden der råbte og bagefter gik han hen og flyttede bilen. Det viste sig at vi havde parkeret på en handikap plads, uden at vide det. Der var intet skilt, men pladsen var markeret op med en tynd lyseblå streg, hvilket betød at kun dem med handikapskilt måtte holde der. Tom takkede den råbende mand for at gøre opmærksom på forholdene. Manden tilbød endda, at få en bekendt til at flytte sin bil, så vi kunne få denne plads at holde på, men fortalte manden at det var flinkt gjort, men at Tom sagtens kunne gå lidt ekstra, fra de ledige pladser længere nede af gaden. Så hvis du tager til Gjirokastër, så lad være med at holde på lyseblå pladser. Det koster en ret stor bøde og bilen bliver simpelthen slæbt væk.
På turen tilbage til Bunec Beach, mødte vi denne hyrde med sin gedeflok
Tom havde set en flod da vi kørte nedaf mod Ksamil, som han gerne ville bade i, så vi kørte dertil og fandt et sted hvor vi kunne holde og gik ned mod floden. Desværre havde der været uvejr, så den krystalblå flod vi havde set, var nu brun og mudret. Så det blev kun til en udflugt ned og se på floden
Sidst vi så floden var den som sagt smuk og blå, men det her vand var vi altså ikke fristede til at bade i…
Det var spændende at se den forskel der var på floden når den løb fuld, kontra når den ikke gjorde, som da vi var der. Vi kunne se mange markeringer der viste at den (sansynligvis i foråret), ville være mange gange bredere, når vandstanden var høj.
Og så mødte vi et æsel der gik og hygede sig. Som familie har vi altid været fascineret af æsler.
Vi lavede et stop ved et hotel, der tydeligt caterede til et rigere klientel. Hele området var udlagt som en smuk have. Arkitektonisk var det super smukt, men vi kunne se at de havde indkapslet et vandfald, som de brugte i haven til at skabe et smukt skulpteret panorama og vi kunne ikke lade være med at diskutere ejerskabet over naturligt forekommende vand. Især fordi der modsat hotellet var en lille parkeringsplads, med en offentlig vandpost, hvor tydeligt fattige lokale kom og hentede vand i dunke. Paradokset i de tydeligvis rige og de tydeligvis fattige, var ret vildt at se. Vi fik lidt dårlig smag i munden over hotellet, men måtte samtidig også anerkende, at turismen er det der pt skaber fremgang i området. Det blev lidt et symbolsk billede på det dilemma der er i Albanien.
Vi gjorde stop hos en lille købmand for at proviantere og blev mødt af dette syn. Der var simpelthen lokal mælk til salg, i 1½ liters sodavandsflasker. Igen en kæmpe difference fra lille Danmark, hvor fødevarestyrelsen ville have korset sig over frisk mælk i genbrugte sodavandsflasker.
Købmænd fandt man overalt, mens supermarkeder var noget man ikke særligt tit stødte på.
Vi måtte lige stoppe på turen hjem og nyde synet af køerne på bjerget, i solnedgangen.
og så mødte vi “vores” heste igen, ret langt fra hvor vi boede.
Næsten hjemme måtte vi lige stoppe og nyde den smukke solnedgang over bjerge og hav.
Vel hjemme blev vi modtaget af vores nye ven, som venligt ventede på om der faldt noget af, hvilket der naturligvis gjorde. Det havde været en lang men sindssygt spændende dag og vi glædede os allerede til, hvad morgendagen ville bringe.
