Dag 9. Bunec Beach -fricamping og afslapning.

Vores første hele dag på Bunec Beach, var ren afslapning. Vi havde oprindeligt ikke planlagt at skulle ligge uden strøm, hvorfor samtlige telefoner var sat på supersaver og dermed blev billederne begrænsede fra denne dag.

Vi fik dog taget billeder af vores surprice formiddags besøg, som betød at indkøbsturen blev udsat en anelse. Pludseligt var hele pladsen nemlig fyldt med heste, der vist undrede sig over, at vi parkerede midt i deres middagsmad. Formiddagen var gået med at bade, hygge og slappe af. Vi fik fundet fine fisk og konstateret at Janni skulle have badesko. Strandens fine små runde sten var så løse, at jeg simpelthen var ved at vælte, af flere omgange, både på vej ned i vandet og op.

Vandet var klart, lunt og dejligt. Vi slappede fuldkommen af mens vi nød det. Vi havde lidt småting vi kunne spise, så ingen af os havde travlt og området lagde virkeligt op til bare at tage det stille og roligt og nyde både naturen og roen. Og så kom gæsterne

Pludseligt var der heste over det hele og det var tydeligt, at de plejede at spise her. Vi var bekymrede for, om de kunne vælte i vores baduner og skade både dem selv og vores vogn, så vi forsøgte at omdirigere trafikken til andre steder. Vi havde ikke meget plads rundt om camp-letten, så hestene skulle helst ikke begynde at gå rundt om den.

Efter lidt diskussioner med hestene, fik vi “overtalt dem” til at bevæge sig i området rundt om, men ikke henne ved camp-letten og det var en aftale både de og vi kunne leve med.

De var stille og rolige, og det var en fed oplevelse at se dem med deres føl og få lov at stikke dem en enkelt gulerod.

Føllene havde en fest på skrænterne og havde opdaget at der var en italiensk kvinde (liggende i en autocamper en tak længere oppe) som også havde lidt godter. Vi endte med at nyde hestenes besøg i et par timer.

Vi oplevede at løse heste var normen i Albanien. Enkelte med klokke, men ofte gik flokkene bare rundt. Vi var meget fascinerede af dette.

Med heste følger fluer, tæmkte Tom, som nydeligt fotograferede denne. Efterfølgende fangede ham den med hånden, inden jeg kunne nå at sige at det var en dum ide og det var så den måde Tom lærte om, at klæg kan bide ret hårdt. Vi så flere af dem men var aldrig plaget af dem, så man kunne sagtes kigge fascineret på dem, man skulle bare lade være med at fange dem.

Løse hunde var ligeledes en norm. Denne kom på besøg hver dag og havde tydeligvis hvalpe, så vi fandt de rester vi havde, som kunne bruges som hundeføde og blev belønnet med en tro ven resten af tiden på Bunec Beach.

Alexander i gang med morgenmad, mens han nyder hestene på stranden. Vi havde fundet vores lille solcelle anlæg frem, så vi kunne samle lidt strøm til diverse telefoner.

Noget vi var meget imponerede af, var at de hunde vi mødte altid fint ventede udenfor teltet. Vi oplevede ikke en eneste hund komme ind til os. De sad udenfor og ventede på om der faldt noget af.

I solen var temperaturen bagende, vi ramte halvtreds grader den ene dag. Men fordi vores camplet har myggenet både i vinduerne bag til og i fronten (og i sovekabinerne), oplevede vi ikke at indersiden af camp letten var bagende. Der var varm ja, men ikke bagende. Brisen der kom igennem vognen, fungerede som en naturlig aircondition.

Da den sidste hest trak væk, fortsatte vi med at gøre klar til indkøb. Vi skulle have vand, grønt, kød og dåsemad. Sidstnævnte er noget vi altid udforsker i lande der ikke har samme kølekapacitet som vi har i Danmark og vi finder ofte spændende ting man ikke kan finde derhjemme.

Første stop var en lille butik efter badesko til Janni og simkort til ungerne. De ville gerne være lidt mere online, end vi kunne med vores normale abonnement, så Patrick købte et simkort og var så hub for Alexander. Jeg husker ikke den præcise pris for simkortet, men det var billigt og bestemt pengene værd.

Selv i byområder skulle man lige holde øje med løse dyr. Vi spekulerede tit i hvordan ejerne fandt dem igen. Vi oplevede den flok der var på besøg hos os, komme gående flere kilometer fra vores plads. Det kombineret med at terrænet er svært farbart udenfor “hovedvejene”, må gøre det svært at finde sine dyr igen.

Et billede taget et tilfældigt sted, på vejen hjem fra indkøb.

Vi fik handlet og kom tilbage. Der er ingen billeder fra dagens indkøb, igen fordi vi sparede på strømmen. Resten af dagen blev brugt på at bade og slappe af, samt udforske lige rundt om camp-letten.

Billedet herunder er fra starten af stranden, hvor en bæk rendte ud i havet. For at komme til vores lille Strand område, skulle man rundt om Bunec Beach resort, hen over en lille træbro (som vi i første omgang troede kun var til at gå på, men vi blev heldigvis klogere), via nogle kørespor i kanten af bakkerne og så hen langs stranden.

Tom havde dronen oppe og fotografere området, det kom der disse skønne billeder ud af.

Vores plads lige ned til stranden

Her ses de 2 strandbarer, som lå nedenfor hvor vi havde slået lejr. Der var ingen larm fra dem, så de generede ikke.

I toppen af billedet, lige til højre for midten, ses vores camp-let.

Vores camp-let nederst i højre hjørne, nogle autocampere nede på strandområdet og ellers bare natur, strand og vand.

Her på billedet ses vores “pop-up hotel”, lidt op til venstre ligger Vit og Lenka (det tjekkiske par vi kom til at snakke en del med) med deres bil og telte og op til højre for os et italiensk par i autocamper. Vi var de eneste der lå her på bjergsiden.

Ved pilen ligger vi 🙂

Øen der ses her, er Korfu (Grækenland), som vi havde fint udsyn til fra pladsen.

Denne mole ligger ved selve Bunec Beach resort. Som vi har kunnet finde frem til, så var planen engang, at mole skulle blive til anløbssted for større turistskibe og små krydstogtskibet, så passagererne kunne “invadere” strandene og resortet. Det blev aldrig færdigbygget og resortet er mest for lokale der kommer i weekenderne.

Lige inden for molen ligger resortet. Der var ikke særligt mange mennesker, mens vi var i området.

Solnedgangsbillederne lader vi tale for sig selv 🙂

Mørket falder på og der høres kun bølgeskvulp og intet andet…

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *