Vi stod relativt tidligt og dejligt veludhvilede op. Janni fik fundet vasketøjet frem, men noget af det var knap tørt, så det blev fordelt i solen til gennemtørring. Derefter var det tid til en kop kaffe.
Morgenmad var jo inkluderet i prisen, så vi gik op for at spise og kom til et veldækket bord. Der var figen marmelade, hjemmelavet brød, hjemmekærnet smør, spejlæg, feta, vand… og kogende mælk. Vi blev noget overrasket over mælken og kunne ikke lige lure hvordan vi skulle gribe det an. Janni blandede lidt figenmarmelade i sin mælk og så smagte det pludseligt ganske fint. Vi var bestemt ikke vant til feta til morgenmad, så der var mange nye ting at skulle forholde sig til. Det var helt vildt spændende.
Vi blev super mætte og så var det tid til at komme ud på vejen igen. Vi havde talt med vores naboer som var på vej i modsat retning som os og de fortalte at vejen snart blev rimelig at køre på igen.
Anmeldelse af camping farma Sotira.
Vi var virkeligt positivt overrasket over Farma Sotira. 5 euro pr person inkl. morgenmad (ikke i Juli og August ifølge deres hjemmeside). Maden er bio skriver de og hjemmedyrket. Der er strøm og vandposter på campingpladsen, så man ikke skal rende efter vand og toiletforholdene er virkeligt fine. Der er en rigtig fin restaurant og man kan få lov til at indgå i arbejdet på farmen, hvis det er det man vil. Der er mulighed for ridning. Man kan læse mere om farmen her: Farma Sotira
Den røg ind på top tre, af pladser vi husker positivt på turen. Vi kan klart anbefale en eller flere overnatninger og såfremt man ikke vil prøve kræfter med elendige veje, så er vejen dertil rimelig, fra Ksamil siden.
Så gik turen igen imod Ksamil
Man må sige at områdets skønhed virkeligt satte spor. Vi nød at se bjergene omkring os og det at der var så mange af dem, i alle retninger, skabte en helt speciel stemning. Det at vi var kommet forbi de værste veje gav også lidt mere overskud i bilen, fordi Tom ikke var så meget på overarbejde, i forhold til at forudse huller.
Vi havde efterhånden vænnet os til, men var stadig fascineret af, alle de landbrugsdyr vi mødte på vores tur, enten med eller uden hyrde. Det at kunne have dyr i løsdrift på den måde, synes vi virkeligt var specielt. Hvordan holdt de dyrene væk fra marker og haver, når der ingen hyrde var med ? Og når der var en hyrde, hvor meget tid i løbet af dagen brugte man så på, at gå med dyrene? Det er en helt anden mentalitet end i Danmark, hvor man ikke ville opleve køer og heste rende uden opsyn på vejene.
Noget andet vi stødte på ved rigtigt mange bygninger (og til tider også ved marker), var disse bamser der hang eller var spiddet på et hegn. Der var noget makabert over synene og det var svært at finde ud af, hvad formålet var. Vi diskuterede fugleskræmsel (vi så dem ved marker først), men det hang ikke sammen med, at de hang ved huse også.
Vi fandt senere hen ud af, at det er en del af overtro på tværs af religioner, som skal hjælpe med at holde det onde øje væk fra ens ejendom. Man placerer en “monkey” (bamsen) uden på ens ejendom og den tiltrækker så det negative, mens ens ejendom går fri. Den beskytter mod misundelse og ulykker, som ikke kan ramme en, når man har sin talisman på døren. Andre lignende talismaner er det blå øje (som man kender i blandt andet smykkeform) og en ranke hvidløg, der holder ånder væk. For os var det virkeligt mærkeligt at se smukke huse, eller halvfærdige (eller forladte) huse, med en ofte ret slidt og grim bamse, enten sømmet fast, hængt i en løkke eller spiddet på et hegn, men det var meget normalt at se, stort set alle steder vi nåede at besøge i Albanien
Vi fik taget den forkerte vej i byen Leskovik og måtte vende om, så da vi igen kom tilbage til byen, havde Janni googlet et supermarked, så vi kunne få provianteret drikkevarer. Vi blev lidt overrasket over supermarkedet da vi endeligt landede der. Det var simpelthen så charmerende og med den mest fantastiske dame bag skranken.
Det var simpelthen en oplevelse at handle i butikken og vi fik 2 liter rødvin og diverse sodavand med, foruden oliven og syltede pærer. Når man købte vin, blev der hældt en smagsprøve op i skruelåget fra flasken, når en havde smagt blev der hældt en ny prøve op og så kunne den næste smage af samme låg. Vi blev hurtigt enige om, at man nok ikke skulle spekulere på, hvor mange der havde nået at drikke af samme låg. Vinen var fantastisk og smagte krydret og fyldigt i stil med en ripasso. Den var virkeligt virkeligt god.
Vjosë – Den sidste vilde og uberørte flod i Europa
Vjosë floden er den eneste og sidste flod i Europa, hvis løb er uforstyrret. Der er ingen dæmninger, ingen vandkraftværker, ingen menneskelig indblanding i hvordan floden forløber og hvordan den over tid ændrer retning mv. Vjosë har sit udspring i Pindos i Grækenland og har udløb i Adriaterhavet nordvest for byen Vlorë. Flodens totale længde er 272 km, hvoraf de første 80 km går gennem Grækenland og de resterende 192 km går gennem Albanien. Ud over hovedkilden i Pindos, fødes floden af 5-6 mindre åer/småfloder og de 2 store floder Drino og Shushicë, som begge har deres udspring i Albanien. Der er meget stor forskel på vandstanden i Vjosë, alt efter årstid. Om sommeren er vandstanden ofte 12-15 meter lavere, end i smeltesæsonnen, når sneen i bjergene tør og flyder til floden. Nogle steder er floden meget bred og vandstanden lav, andre steder er den ret smal med dybt vand og stærke strømme. Hvor floden er smal, står klipperne oftest meget højt på siderne og danner nogle fantastiske og smukke kløfter. Selve vandet varierer meget, hvor det er azurblåt når der har været godt stille vejr i en del dage, til helt mørkebrunt/gråligt, når der har været en god gang regn i bjergene og masser af sediment bliver skyllet i floden. Der går mange broer af varierende kvalitet over broen, hvilke er enormt fascinerende at besøge og se. En del af dem ligger rimeligt godt gemt, så man skal lede efter dem.
På vores tur mod Ksamil, fulgte vi floden over en ret lang strækning. Vi blev enormt fascineret af alle de udgaver af broer, der krydsede floden. Først kom vi til en med asfalt. En ret smal bro, som knirkede og smældede når man gik ud på den. Man kunne se floden bugte sig og høre en masse frøer der startede op med at kvække, hvis de blev forstyrret af larm. Drengene regnede ud, at de med en bestemt bevægelse kunne få broen til at lave en lyd, der fik frøerne til at kvækkke med det samme og det havde de så en masse fornøjelse med, imens Tom havde dronen oppe.
Bro nummer to skulle man til gengæld ikke køre hen over. den var fin og pæn, men i træ. Det her var en af de mere velholdte træbroer, men det ændrede ikke ved at Janni ikke skulle nyde noget.
Endelig ramte vi Ksamil. Byen viste sig hurtigt fra sin festige side, med masser af musik og badedyr og mennesker i meget lidt tøj. Der var hoteler og barer overalt.
Vi havde fundet en mindre campingplads ved navn Gacis Camping Ksamil og google maps fik ledt os på afveje, da vi skulle finde derhen. Inden det blev Gaci havde vi kigget på en anden plads, men ved nærmere inspektion var det en glampingplads med opsatte telte som man kunne leje, ergo var der ikke plads til vores camp-let.
Ved amkomst til Gaci var ejeren bekymret for, om der var plads nok. Vi skulle klemmes ind foran toiletbygningen og han informerede os om, at der kom tre autocampere om to dage, så enten skulle vi forlade pladsen kl 9 inden de kom, eller også skulle vi blive indtil de kørte igen. Vi kunne egentligt goodt lide pladsen og ejeren var sød, men det blev for trangt for os, blev vi ret hurtigt enige om, så vi ville forlade pladsen allerede dagen efter.
Vi skulle ud og handle så vi kunne få både aftensmad og morgenmad, så vi benyttede lejligheden til at se byen lidt an. Vi oplevede rigtigt mange turister og rigtigt meget leben og hvis vi tænker os om, så burde vi have vidst at det ville være sådan. Den slags er vi som sådan ikke tiltrukket af, i mere end et par timer af gangen, så vi skulle lige vænne os til det og også forholde os til, om vi ville blive i det eller videre.
Tilbage efter indkøb, nød vi den fantastiske rødvin fra den lille butik. Det var som en god ripasso, der gemte sig i en fanta flaske.
Adtensmaden blev efter ønske, vores kroatiske pølseret (som er vores feriefortolkning og en fast ferieret)
Kort fortalt er det pølser skåret i stykker, i en sovs lavet af fløde, tomater, løg og vegeta, kogt ind og serveret med pasta
Efter endt spisning, gik vi ned på den anden campingplads og sagde hej til de tjekker, som vi havde lært at kende i Ungarn. De havde været på pladsen i to dage og vi overvejede at flytte derhen. Det var vildt hyggeligt at sidde og snakke med dem og udveksle erfaringer. Vi overvejeede at skifte til den plads de lå på, da der var mere afstand mellem enhederne, men de fortallte at der var en strandbar, som havde åben fra tidlig morgen, til meget sent om natten. Strandbaren påstod de lukkede kl 22.00, men realiteten var nærmere kl 02.00 og så åbnede den med musik igen kl 8.00 om morgenen. Det kunne vi ikke rigtigt overskue, så vi bestemte os for at køre nord for Sarandë dagen efter. Vi ville pakke sammen, tage ud og se Butrint og så køre nordpå bagefter. Så efter den plan var lagt blev vækkeuret sat og vi fandt vores seng.