Dag 6 turen går mod Ksamil del 1

Afrejse fra camping As.

Vi havde afrejsedag og var derfor tidligt oppe. Mor katten, som havde luret på hvornår vi stod op, var tydeligvis ikke imponeret over at mad til hende ikke var vores første prioritet, så der blev miavet indtil vi fandt resterne af pasta frem. Hun spiste hvad hun havde brug for og gik hjem til sin misling.

Så skulle der pakkes og eftersom alle kendte deres opgave, gik det rimeligt hurtigt. Vi betalte på vejen ud og jeg mener prisen var 22 euro pr nat, for 3 voksne og 1 stort barn.

Der er rigtigt mange lækre ting ved Ohridsøen og vi lå perfekt, men pladsen er basic ud fra danske standarter. Vi er dog ikke afvisende for at komme på pladsen igen.

Det kræver måske en forklaring, men som campister er vi typerne der søger autencitet frem for luksus. Vi vil hellere leve med et “træls” toilet og se landet som det er for den ordinære makedoner/albaner etc. i det omfang vi kan og for den almindelige Albaner er gennemsnitslønnen 2500 dkr så med det i mente, er der ikke super meget at rutte med. Det gælder både i forhold til opbygning af campingpladser, men også til at bruge på campingpladser. Det vil sige at det ikke nytter noget for campingpladserne at renovere og hæve prisen, da deres landsmænd ikke vil have råd til at besøge dem så. Gennemsnitslønnen i Nordmakedonien er ifølge Google 5700 dkr, mens minimumlønnen er 2183 dkr. Stadig med et større hop til en dansk gennemsnitsløn på  26.250 dkk. Vi oplevede ikke at varerne var lige så markant meget billigere, i henholdsvis Nordmakedonien og Albanien, hvilket så automatisk giver en mindre købekraft. Da hovedparten af kunderne er lokale, skal priserne også afspejle dette og det giver mere basic pladser. Vi vælger i den sammenhæng helst pladser der afspejler det lokale, netop for ikke at leve i en turist boble.

Når det så er sagt, så forventer vi en Ok rengøringsstandart og her kunne pladsens servicebygning godt bruge et løft. Camping As har ikke en hjemmeside der beskriver camping pladsen særligt godt. Den er ejet af en hotelkæde og hjemmesiden beskæftiger sig mest med den del.

Og så gik turen videre til mod det sydlige Albanien.

Første stop videre, var på den lokale tankstation. Foran os holdt en varevogn, som er et godt eksempel på, hvordan man løser problemer for små midler.

Tom havde siden ankomst været i gang med at planlægge rute og havde bestemt sig for, at køre nedenom søen og krydse grænsen til Albanien ved St. Naum. Derfra tæt hen på den græske grænse, men ikke ind i Grækenland. Vores tanker omkring denne rute bundede i færrest mulige krydsninger af grænser, vi havde nemlig allerede erfaret, at det kunne tage timer. Ydermere er der i Albanien krav om grønt kort på både bil og anhænger og det at en camplet i Danmark er forsikret via anhængertræk, kan i den grad skabe problematikker ved grænserne, fik vi fortalt hjemmefra.

Udfordringen skulle ligge i, at de ved grænsen kan sælge en, en forsikring ( altså grænsebetjentene) til mellem 50 og 100 euro, hvis de vælger ikke at anerkende vores forsikring. Grundet korruptionen kan det blive en ganske lukrativ forretning for grænsebetjenten. Vi ville derfor gerne nøjes med, kun at skulle køre en gang ind i Albanien.Vi havde forsikringsselskabet på speeddial på telefonen og gjorde klar til turen, som skulle være ca 340 km. Strækningen var via bjerge, så vi undrede os ikke synderligt over, at turen ville tage over 7 timer.

Vi kom godt over grænsen, med kun lidt ekstra interesse i os og et svagt forsøg på at underminere vores forsikring. Da Tom tilbød at ringe forsikringen op, blev vi viftet videre. Husk: Pas, forsikring, kørekort, internationalt kørekort, grønt kort og rejseforsikring når du rejser til Albanien, ellers er du i problemer allerede ved grænsen.

Vi nåede ikke langt før vi fandt denne fine skildpadde i vejkanten. Vi fik lavet fuldt stop og alle skulle ud og studere den nænsomt og fik den derefter sat helt ind i rabatten, hvor den ikke kunne risikere at blive kørt over.

Vejenes kvalitet blev bestemt ikke bedre efter at vi passerede grænsen, tværtimod. Vi havde passeret en lille grænseovergang og landede i meget tydelige landsbysamfund. For en dansker var der virkeligt kulturchok at hente. Biler blev delvist skiftet ud med hestevogne og traktorer på størrelse med en dansk havetraktor. Tingene fungerede ud fra tilrådighedsprincippet. Har du et æsel bruger du det, har du en traktor bruger du den. Og farten? ja den blev sat ned til mellem 15 og 30 km i timen, så ringe var vejen og til tider oplevede vi, at vejen var væk og kun hullerne var tilbage. Vi ledte derfor ret hurtigt efter en tank med toilet (og kaffe), da Jannis blære var rystet så meget, at der skulle et toilet til og lige her lærte vi noget på den hårde måde. Der er nemlig ikke små butikker og toiletter på tankene i Albanien og så kan man forresten ikke hæve penge sådan lige rundt om hjørnet. Man skal faktisk ind til en ret stor by, for at finde en ATM. Det kombineret and en “kun cash ingen kort” tilgang, gjorde at vi end ikke kunne købe kaffe og bruge cafeens toilet.

Jeg tænker den flittige læser har kunnet regne ud, at det var en blæremæssig katastrofe, som ikke blev mindre af at der ikke var steder hvor man kunne holde ind og finde et tisse sted, så efter 2 timers kørsel på bumleveje, blev Tom beordret til fuld stop, for enten tissede Janni i bilen eller i vejkanten, han måtte selv vælge…

Vi snakker ikke om at det var et sving. .. Og vi snakker ikke om, at der selvfølgeligt lige på det tidspunkt skulle passere en masse biler, som var det myldretid på køgebugt motorvejen… Eller om det hus der lå bagved og som muligvis fik mere udsigt end de havde regnet med. Men lettelsen var eddermame til at tage og føle på.

Vi fik fundet en by med en ATM, men havde endnu ikke helt stiftet bekendtskab med albanernes alternative kørestil og alternative parkerings kultur, så det blev til et par ture rundt i byen, indtil vi fandt en sidegade Tom kunne parkere i, mens Janni hentede penge i ATM’en, som var overvåget af en vagt. Man må sige at de kulturelle forskelle virkeligt stod i kø denne dag

På vej ud af byen fik vi forståelse for, hvorfor vi mødte så mange cykler ude på vejen. Cykelstien var stort set slidt væk og umulig at køre på.

Det blev frokost tid og vi fandt en lille vige plads i en lille landsby, hvor vi kunne smøre brød.

Ved middagstid holdt vi inde i Erseke, 141 km fra camp As. Vi havde kørt i  4 timer og 40 minutter  hvilket gav en gennemsnitsfart på cirka 30 km i timen. Vi var sultne og havde både brød og pålæg der skulle spises, så vi skulle bare have et sted vi kunne holde ind og så få smurt brødet. Det var leverpostej, salami og tjekkisk røget ost. 

Da Farma Sotira dukkede op på vejen, var der ikke meget diskussion om, at vi tog en ekstra overnatning. Vejene var nu så ringe, at vi oftest kørte 5-15 km i timen og med den fart var der ret langt til Ksamil, så planen var en hurtig opsætning, uden at spænde af og så tidlig afgang dagen efter. Vi fik spurgt efter pris, hvilket var 5 euro pr. person pr nat og det var inkl. morgenmad. Vi sagde ja tak og ændrede planen til at vi kørte efter morgenmad. Det gav samtidigt et pusterum til turens første tøjvask.

Camping på Farma Sotira.

Aftensmaden skulle naturligvis spises i pladsens restaurant. Samtidig kunne vi afregne for overnatning og morgenmad, så den del var på plads.

Efter aftensmaden var det tid til at slå mave og begge unger og Janni gik ret tidligt i seng. Tom skulle lige ud med kameraet, inden han fulgte efter.