Vi stod tidligt op Søndag og begyndte at pakke sammen. Vi havde vand til at lave et par kopper kaffe og mad ville vi finde på farten. Vi faldt i snak med Vit og hans familie som kommer fra Tjekkiet og som pudsigt nok, var på vej i samme retning. Vi udvekslede oplysninger for på den måde at kunne støtte hinanden og udveksle erfaringer.
Efter kaffen og ned pakning skulle vi lige tisse af og nyde udsigten og så gik turen ellers mod grænsen.
Kl 8 landede vi ved grænsen og så holdt vi der og gloede. Køen flyttede sig i sneglefart og vi brugte en time på at komme over grænsen og havde nær skullet slå camp-letten op, for at overbevise betjenten om, at der altså hverken var plads til en flygtningefamilie eller andre smuglervarer inde i traileren.
Bagagerum tjekket, gaskasse åbnes og tjekkes, camplet åbnes og tjekkes, selv de lukkede opbevarings klodskasser inde i campletten skulle åbnes. Alle papirer gennemses, spurgt ud hvad vores formål var for at ville ind i Serbien, hvor vi skulle hen bagefter, samt flere andre spørgsmål…
Vi må have svaret rigtigt på det meste, for vi fik et OK og et stempel i passet og kunne trille ind i Serbien
Da vi endeligt kom over grænsen gik det fint ned gennem Serbien, dog må vi erkende at Serberne kører hurtigt og aggressivt. Af alle folkefærd endte Serberne øverst på top 5 over elendige billister. Vi forstod hvorfor vi var blevet rådet KRAFTIGT til ikke at køre i Serbien om natten. Vores pletvise møder med serberne når vi tankede og købte mad, gav dog indtryk af et venligt folkefærd og vi er ikke afvisende overfor at udforske Serbien lidt mere. På denne tur havde vi dog bestemt, at vi ville forlade Serbien og et godt stykke ned i Nordmakedonien inden vi fandt en campingplads.
Vi var nærmest kun lige over grænsen og så så husene allerede mere forfaldne ud. Nu var det selvfølgeligt en lille grænseovergang, men vi bemærkede en ret stor kontrast, i forhold til det landlige Ungarn
Bygningerne virkede generelt slidte
Gårdene vi mødte var af simpel karakter og de landbrugsmaskiner vi mødte var alle af meget ældre dato
Solsikkerne stod rigtigt flot da vi kørte gennem landet
Gennemgående var markerne lange og smalle og vi kørte forbi adskillige af disse bånd.
Vi ved ikke så meget om Serbien, ud over at det er et land med store kontraster og med fattige områder. Derudover et land hvor det skulle være ganske sikkert at rejse, men hvor folk kører aggressivt. Ydermere er det et land hvor Siestaen holdes i hævd, så da vi stoppede for at få en sandwich var samtlige græsarealer fyldt med sovende mænd der lå på græsset og tog en lur. Sjovt nok kun mænd, for kvinderne sad vågne og passede børn
Vi havde bestemt os for hjemmefra, at vi ville ind i Nordmakedonien inden vi kiggede efter campingpladser og vi vidste at vi IKKE måtte stoppe i stykket nær grænsen til Kosovo, da det skulle være et farligt område. Alle anbefalinger sagde ligeledes at det skulle passeres i dagslys, så vi var glade da vi kom til grænsen. Det tog også jævnt lang tid at passere ind i Nordmakedonien. Motorvejen går fra 4 spor og ind til et spor, inden det fordeler sig til grænsekontrollen. Vi rykkede os ikke en tøddel og der var bagende varmt. Det meste af en time var gået og vi havde kun rykket os ganske få meter, men så pludselig var der nogen der fik nok og begyndte at holde bilens horn i bund. Flere fulgte trop og pludselig holdt hundredevis af biler og dyttede en koncert der med garanti kunne høres langt væk. Det hjalp, for pludselig begyndte køen at bevæge sig og ca. 20 minutter efter kom vi over grænsen.
Da vi var nået ind i Nordmakedonien begyndte jeg derfor at lede efter campingpladser, men det blev hurtigt klart for os, at mange af de campingpladser vi havde skimmet hjemmefra slet ikke var opgivet korrekt, det var nemlig flygtningelejre. Så ret hurtigt stod det os klart, at vi skulle helt ned til Ohridsøen for at finde en plads, så vi måtte håbe på at kunne tjekke ind kl 24 hvor gps sagde vi ville lande.
Omkring kl. 21 fandt vi et bageri på hovedvejen, langt oppe i bjergene, på vejen ned mod Struga og der blev aftenens mad købt og spist. Det var det første spisested vi havde set i 3-4 timer. Maden smagte virkeligt virkeligt godt og var som ekstra bonus rigtigt billigt.
Vi landede ved camp Scout kl 23.30 men der var alt optaget og derudover en masse larm og leben, så vi kørte videre og fandt Camping As. Desværre var receptionen lukket, så vi endte med at sætte os til at sove i bilen i 28 graders varme. Det var ikke fedt, men vi ville ikke køre mere rundt. Vi var trætte og de åbnede kl 7.00, så måtte vi finde en plads der.