Dagens plan indebar med sikkerhed jagten på Cetina flodens tre udspring og så ville Tom til Knin. Så vi klædte os pæne på og tog afsted. Turen gik hen over bjerge og var cirka 100 km så vi var tidligt afsted.
Naturen ændrede sig fascinerende meget på kort tid
Der var vingårde
Pause til at nyde udsigten. Tisse og få noget nyt at drikke
Der var sletter og klipper og bjerge i baggrunden
Og masser af sving. Her et af de bløde men vi oplevede også hårnålesving der krævede kraftig sænkning af farten
Der var de vildeste smukkeste tidsler der stak som ind i helvede
Masser af bjerge
Og endnu en supersmuk dybblå tidsel
Kvæg render frit hvilket betyder at det er bilisternes opgave at holde øje med køerne og køre efter vilkårene
Men pludseligt var vi der. Cetina udspringer at dybe kilder som kommer op til overfladen tre steder og tilsammen danner floden. Her er vi ved den første.
Se klarheden
Der lå et lille kapel lige over kilden
Og der var et infoskilt vi lige skulle læse
Det beskrev områdets dyreliv og gjorde opmærksom på hvad der var harmløst og hvad der var giftigt
Så var det om at finde en vej ned
Der var simpelthen så smukt
Vandet dragede men var for koldt at bade i
Det var krystal klart
Her kunne man se starten af floden
Fisken her var på cirka 5 til 6 meters dybte
Udsigten over mod kapellet
Vi gik langs floden
Der var vildt frodigt
Det var bredt men lavvandet
Og ser var en bro ser skulle leges på
Vi gik og gik og gik
Inden vi forlod den første kilde så vi en kirkegård med kyrillisk bogstaver det var altså mærkeligt at se.
Kilde to kunne vi ikke rigtigt komme til. Den lå i et vådområde og der arbejdede en del mænd med at fjerne vegetation.
Men kilde tre fandt vi. Den lå ved en mølle der stadig er virksom og hvis vi forstod rigtigt var det en vandmølle til elektricitet.
Man kunne gå med stien rundt og vupti dukkede hullet op igen
Der er altså noget fascinerende at man kan stå på kanten af et bundløst hul
Der var propfuld med levermos
Vi nød virkeligt naturen i området
Vi trillede videre og faldt over et skilt til en grotte
Vi kørte efter skiltet, men i Kroatien er et skilt ikke lig med at man rent faktisk kan finde ting, så vi nåede at vende i en baghave hvor geden tittede ud af køkkendøren, vi fik forstyrret de sortklædte gamle bedstemødre i deres kaffe da vi uforvarende endte på et landsbytorv og til sidst endte vi ved et hus hvor en mand stod og rodede med en punto og via google translate fik vi forklaret at vi søgte grotten. resten foregik med håndfagter, manden pegede på sin bil, sig selv og så mod vejen, så vi vidste vi skulle følge ham. Jeg siger jer! vi landede på lars tyndskids klipper, for trods markfunktioner så var det en klatretur af rang…og jeg var klædt på til den byvandring Tom havde lovet mig
Vi sprang lige den indledende del af vandringen over. Den ligner meget det her, dog måtte vi springe/klatre/kravle(JEG kravlede) mellem klippespring den ½ kilomet ind til hulen. Her er vi i mål
Her er Patrick på vej ned til indgangen
og Alexander følger med
Der kigges ind og ventes pænt på at de voksne er klar
Meget pænt endda trods spændingen over at skulle ind og udforske
Indgangen er på et eller andet tidspunkt blevet modificeret, så der er trin og en primitiv mur til læ
og så kunne der kigges ind. Se den fine nylonsnor i venstre side, det var den der ledte vejen ind og ud af labyrinten. Total High tech he he
Mutti her havde en aaaanelse problemer med fremdrift. Et er en kjole ikke jordens bedste beklædningsgenstand når man skal bevæge sig over ujævnt terræn. To har jeg ingen balance og er meget forsigtig for ikke at føje et brækket ben til listen over oplevelser in the middle of nowhere, uden mobildækning og hvor absolut ingen har nogen anelse om at vi befinder os.
Vi var så meget IKKE klar til en grotteudfordring. Vores tidligere besøg i grotter har været med guider, eller i små bitte små grotter med god fremkommelighed. Her var kulsort, masser af løse sten, en lille slidt nylonsnor som sikkerhedsline og ingen af os havde lommelygter med. godt mobilen havde en lommelygte funktion. Alexander og jeg kom ikke ret langt ind. et så dømte jeg det for farligt for os to klodsmajorer, to så erkendte vi at der var behov for mere udstyr, tre så skulle der være en voksen der kunne køre efter hjælp såfremt det blev nødvendigt
Dertil nåerde jeg, Alexander putter sig ved siden af mig. Patrick og Tom skulle lige inde og kigge og det var ok.
Flot var det
Og selvom navnet på grotten lige nu er forsvundet som dug for solen, så skulle det være en af de største. Tom og Patrick udforskede dog kun to sale
Vi lyser og bliver stående ved indgangen
Tid til at komme ud igen, her kan man se modificeringen af den oprindelige åbning
Vel ude er det tid til at finde bilen igen
og som jeg sagde…jeg kravlede, langsomt men sikkert, imod mit mål. Efter diagnosen sclerose giver netop min balance problematik meget mere mening
næsten ved vejs ende
og der holdt bilen
Dokumentation på at man ikke skal have kjole på i grotter
men ungerne gik nu heller ikke fri og fik beordret bukserne af inden vi steg i bilen
Vi troede vi mødte en ulv
Men det viste sig det bare var en meget stor hund på strejftur
Tom havde set et vådområde han fandt spændende så vi udforskede
der var rigtigt smukt, med en gammel bro
Ved siden af broen lå et meget lavt liggende græsareal og da vi kiggede nærmere på det kunne vi konstatere at det var byens fodboldtbane
Vi samlede lidt planteprøver, som skulle undersøges når vi kom hjem på pladsen. der var nemlig et rigt planteliv
Pludseligt brød helvede løs og alle fik travlt med at finde tilbage til bilen. Vi voksne panikkede en anelse for ungerne var på opdagelse og en vred furie af en hund, på størrelse med en lille pony, kom løbende i mod os imens den halsede og knurrede. Det var en fårehund
Alle havde heldigvis tænkt tilbage til bilen, så vi gemte os ved den og hunden gik heldigvis sin vej med sine får
På turen så vi også et slot oppe på en bjergside. vi havde set det på vej ud til Cetina. Vi kom forbi det på vej hjem også og ville gerne se det, men først skulle vi finde noget at spise. Jeg havde set et sted der hed Suli Muli på vej til Cetine, men Tom ville fanme ikke spise et sted der hed sådan
Vi fandet et spisested
og jeg grinte min røv i laser da jeg opdagede hvor vi var.
Vi fik rigtig god mad og mødte den lækreste Cane Corso Italiano, som vi forelskede os for vildt i. Så der var time out til en legetime med den mest børnevenlige hund jeg længe har mødt
og så var det tid til at besøge slottet. Turen derop var af miniveje
Der var restauration i gang og indgangspartiet var et stilads. Allerede da jeg så opstigningen tænkte jeg oh shit! fik jeg nævnt at jeg er udfordret med højder der kræver balance evne?
Vi kom ind og kiggede rundt og ret hurtigt overlod jeg ungerne til Tom, lukkede øjnene og LOD VÆRE med at skrige til ungerne at de skulle komme ud derfra. Tom har et køligt hovede, kan bedømme sikkerhed og der er ingen grund what so ever til at ungerne skal overtage min fobi
Men udsigten var fanme fantastisk!
Og ungerne nød det
Vi brugte god tid. jeg kiggede i “stueetagen” mens ungerne og Tom fik udforsket meget mere
Tid tiul at finde hjem
Det mente fårehyrden også
og da vi kom nærmere kunne vi konstatere at de der får teknisk set måske godt kunne være geder
Sidste oplevelse var en død slange. Da vi ikke ser ret mange slanger dernede skulle den naturligvis studeres. Efter behørig studeren drog vi hjem og jeg kunne konstatere at jeg aldrig kom på byvandring den dag. Til gengæld oplevede jeg en masse god natur sammen med min familie og det var nu ikke så ringe endda
