Tirsdag d 14 august.
Dagen startede ud med kaffe og vasketøj (som sjovt nok også yngler når man er på ferie) Da der både var chokoladepletter og hvide bukser med kaffe på, blev vasketøjet sat i blød hvorefter jeg støvsugede camp letten for eventuelle vildfarende tøjstykker og inde i ungernes sovekabine blev jeg mødt af to sovende unger og en dunst af urin ARG!
Tom blev vækket og ungerne smidt ind i vores seng og hele børneafdelingen blev tømt for at tjekke skadens omfang. Alexander sov med en blå uldplaid (efter eget valg) og vi kunne med lettelse konstatere at urinen sad i denne og i Patricks patchwork tæppe og IKKE i madrasserne.
Først blev vasketøjet vasket færdig og så gik jeg igang med tæpperne. Lad mig sige det med det samme at for første gang på turen var jeg enormt træt af ikke at have en vaskemaskine. Tæpperne var tunge at stå med og et helvede et vride op, men solen gjorde som sædvanligt et godt stykke arbejde og tæpperne var tørre om eftermiddagen da vi kom hjem fra tur.
Dagens Tur var planlagt ud fra fastliggernes henvisninger. Vi ville rigtigt gerne se minderne fra krigen og bestemte os for at køre Vrana (ferskvands søen) rundt fordi der var mange ting at se i området. Vi ville starte med at køre ind i Drage og finde udsigtsposten (et bjerg hvor der konstant sad en brandmand og spejdede efter skovbrande)
Man kunne køre derop og få et kig ud over hele området
Derefter kørte vi Vrana rundt og fandt rigtigt mange efterladenskaber fra krigen. Jeg snakkede med et par enkelte kroater om krigen (et emne man skal være meget varsom med da det gør ondt at snakke om) og her kommer deres oplevelse af det hele:
De sad og drak kaffe på verandaen da serberne pludseligt åbnede ild fra vandsiden af. En to tre var krigen igang og den kostede rigtigt mange menneskeliv. Nabo kæmpede mod nabo idet Serberne havde søgt mod Kroatien, fordi Serbien var et fattigt land uden mange muligheder hvilket også var stridens kerne. Serberne ønskede ikke at få fjernet de dele af Jugoslavien der kunne være med til at brødføde dem. Serberne i Kroatien fulgt blindt de serbiske ledere og åbnede ild mod deres kroatiske naboer, som derfor gengældte. Da krigen sluttede med Serbiens nederlag tog serberne der havde boet i Kroatien flugten, fordi de vidste at de ikke kunne leve i området med den krig og ødelæggelse der havde været i området.
Ovennævnte historie er en side af historien og kan med stor sandsynlighed ikke stå alene, men faktum er at krig ikke er noget man skal snakke om dernede med mindre man kender den man snakker med. Det giver fjerne blikke og korte samtaler at rippe op i disse minder og det er jo egentligt forståeligt for krigen er i den nyere historie. Vi har i dk også haft vores hyr med tyskerne og selv idag mindes 2 verdenskrig troligt her i Sønderjylland hvor jeg bor. Det er dog først inden for de sidste 10-15 år at der er sket en opblødning i forholdene der gør at tysker og dansker kan tale indbyrdes om krigen. Opblødningen er sket gradvist efterhånden som efterkrigs generationen var dem der tog over og samme opblødning vil nok også ske gradvist i Kroatien. Lige nu er det dog sådan at efterkrigs monumenter ofte kun er skrevet på kroatisk (i dette område) mens turist informationer er at finde på kroatisk og engelsk
Vi oplevede en del forvirring omkring dette fordi vi fandt kapellet i naturparken Vransko Jezero. Inden vi kom dertil havde vi af andre turister fået oplyst at i kapellet var en grube hvori 1400 Kroatere var blevet kastet ned i forbindelse med balkan krigene. Vi fandt kapellet og stenmonumenterne, men kunne intet finde om selve episoden. Her hjemme i Danmark kan jeg så konstatere at gruben blev brugt under 2 verdenskrig til krigsforbrydelser og ikke under balkan krigen. Jeg kan desværre ikke finde nærmere oplysninger ud fra min research da der heller ikke virker til at være informationer om det på nettet.
 |
||
| Google oversætter får følgende ud af teksten i lovprisning af Gud, til minde om de døde de levende i ære Calvary Chapel og alle de hellige rejst over Jan kroatiske ofre for Anden Verdenskrig polacani i eksil og diaspora, med hjælp fra venner i sommeren 1995 med velsignelse BISHOP Marijana Cloud De ER en maskin oversættelse men jeg turde ikke redigere i den af frygt for at meningen blev fuldkommen anderledes end oprindeligt tiltænkt. |
På vej rundt om søen så vi derudover rigtigt mange ubeboede huse. Vi fik forklaret at disse huse tilhørte serbere og at serberne reelt set havde ejendomsretten, hvorfor man hverken kunne inddrage husene eller jævne dem med jorden. disse huse står pt som minde om den tid hvor naboer blev fjender
mange skoler og huse bærer stadig præg af granat angreb og der ses huller i bygningerne. derudover ses mineskilte rundt omkring, samt de firkantede stensætninger der er lokal befolkningens advarsler om miner i tilfælde af at der ingen skilte er.
efter Turen rundt om Vrana og alle minderne om krig og ødelæggelse trængte vi til at løfte tankerne lidt. der var igen om aftenen sammenskudsgilde til spisning, idet naboen havde inviteret til Pizza spisning med grillede pizzaer 🙂 det var de bedste pizzaer vi længe havde spist 🙂 og de blev nydt i selskab med et par radler og et par alkoholfrie øl 🙂
