Onsdag d 22. august
Dagen hvor vi ville til Paklenica, en nationalpark kendt for sine slugter og for at være den location hvor winnitou filmene blev optaget. Turen derhen var på små 100 km og sindssyg smuk!
Bjerge og hav, kæmpede en indbyrdes kam om vores opmærksomhed. Bjerkørsel var der rigeligt af og turen foregik i zig zag med indtagende natur og smukke landskaber.
I vores hovede var parken noget a’la Krka som nemt kunne forceres via gangstier, men vel fremme kunne viu konstatere at det var vild natur med hvad der dertil hører. Jeg havde bestemt ikke det rette fodtøj på (klip klapper) så jeg kom ikke langt op af bjerget før jeg bestemte mig for at vende om og vente for neden. det var simpelthen for farligt. Patrick bestemte sig for at vente sammen med mig, så Tom og Alexander kæmpede sig bravt op af.
Imens sad Patrick og jeg og kiggede fascineret på alle bjergbestigerne der klatrede rundt på klippevæggene omkring os. hele slugten er gjrt klar til bjergbestigning med ruter som er farvekodet og så kan man ellers fornøje sig hvis man betaler entre efter det. Patrick og jeg legede skbet er ladet med for at fordrive tiden og efter 3 timer kom Tom og Alexander tilbage med lækkert kildevand, som de havde tappet
Begge var super seje og havde haft en fantastisk tur! så næste gang vi skal derhen hedder det ordentligt fiodtøj til hele familien 😉
Efter Paklenica skulle vi finde en slugt brugt i Winnitou filmene. men det eneste vi havde at gå efter var et lille brunt træskilt. Så vi kørte og holdt øje efter skiltet og pludseligt så vi et der passede til beskrivelsen så os afsted ud af en lille bitte vej mod nye eventyr. Skiltet sagde st ivan men altså det var et skilt. Mens vi kørte skrumpede vejen lige så stille og der begyndte at komme mine skilte ude langs siderne så vi var klar over at man nok ikke skulle køre væk fra vejen. Da vi er kørt et stykke går vejen over til et blive en grusvej. Vi vidste jo at Debi og Daniel havde været der så vi tog grusvejen i fuld tillid til at det hele nok skulle gå. Vi begyndte at køre op ad…og vejen var kun lige bred nok til bilen. Så på den ene side klipper og på den anden side frit fald længere og længere ned. Der begyndte jeg at blive en anelse nervøs
Sporene i vejen blev dybere og dybere og stadig ikke noget st ivan. da vi pludseligt gik på med bunden mens vi kørte blev der sagt holdt stop! og vi blev enige om at vi måtte være på vildspor. Gode dyr var dog rådne for man kunne ikke vende og vejen var sgu smal! Men Tom begyndte troligt at bakke ned mens jeg sad ved siden af og hyperventilerede fordi bilen skred hver gang manden trådte på bremsen. Ungerne havde jo strøm på nintendoen fordi vi kørte så ingen af dem opdagede en dyt
Vi kom ud på hovedvejen igen og fandt endeligt den rette nedkørsel og sikken et smukt smukt syn der ventede os!
derfter vendte vi hjem til pladsen til meget sen aftensmad 😀 efter maden gik jeg i seng, mens Tom gik ned og fik et afskedøl med Doris og Walther der skulle køre dagen efter