Allerede da vi forlod Paradiso sidste år havde vi bestilt til ferien i år. Vi vidste ikke hvilke dage vi skulle afsted, men vi vidste vi ville tilbage til Mario og den enorme gæstfrihed vi blev mødt med. Vi viille egentligt også have været en tur ad Dubrovnik, men da året har været ret stressende med alt for lidt tid til planlægning bestemte vi os for at gå efter det velkendte der ikke krævede for meget planlægning. Paradiso var vejen frem.
Onsdagen inden vi skulle af sted mandag indtraf katastrofen så. vi åbnede vores camp let efter 2 mdrs stilstand og kunne konstatere at den var død. Der var igen kommet en utæthed i vognen og vi var ved at tude over skaderne som ikke stod til at udbedre. Lørdag hentede vi ny camp let og søndag havde vi sammensat de bedste dele fra begge camp letter. Mandag efter min eksamen kørte vi. Hvem sagde stress?
Turen ned forløb glat med 24 timers kørsel inden vi 1788 km senere landede på pladsen til stor gensynsglæde med dem vi kendte fra året før.
