Det var på pladsen aftalt at vi om aftenen skulle lave international buffet, så mens vi spiste morgenmad diskuterede vi vores danske retter og hvilke vi havde muligheder for at lave hernede. vi blev ret hurtigt enige om at Frikadeller med stuvet hvidkål og kartofler var vejen frem, mere dansk kunne det næsten ikke blive. Jeg havde været tidligt oppe og hente rigtig frisk mælk, da vi jo havde en omgang babymad der skulle afprøves her til morgen og UHT mælk var ikke lige det vi ønskede at putte ovenpå
Der var et chokolade tema der gik igen i alle de udvalgte morgenprodukter men vi tænkte fred være med det, der er kun ferie en gang om året. Normalt får disse produkter ikke adgang til vores hus 🙂
Lino duo crunch er et normalt morgenmadsprodukt
Lino cokolino er til gengæld babymos med chokoladesmag til babyer ældre end 8 mdr. Jeg tror samtlige danske sundhedsplejersker ville få et apoplektisk anfald hvis vi i Dk fodrede vores babyer med dette 😉
Alain og Marija fortalte os at det var en ganske almindelig mellemspise for voksne også, hvorfor man kunne købe disse babymad produkter i 2 kg poser til den store familie. Vi må glat erkende at vi var mere end almindeligt skeptiske. Det blev hurtigt dømt ude af os voksne mens ungerne elskede det.
Vores lille bugt ved pladsen var meget påvirket af boraen, så når vinden kom indenlands fra forsvandt alt vores dejligt varme vand. Det gad vi ikke være underlagt, så vi snuppede bilen og tog en tur i retning Sibenik, for at finde noget varmt vand at snorkle i. Tom havde set en bro med en plateau under hvor han gerne ville i vandet
På vejen mødte vi denne forladte fabrik som var sindsygt stor og som i den grad var i forfald. Det virkede helt spøgelsesagtigt
Pladerne faldt af og rusten satte sine spor
Deer lå skrald og skrot over det hele
det virkeede surrealistisk at en så stor bygning bare fik lov at falde hen på den måde
Endeligt var vi ved broen og man kunne køre hele vejen ned til “havnen” hvor vii fik gjort os klar til at snorkle
Ungerne skulle lige mærke om vandet var koldt. det var det heldigvis ikke
Området var smukt og vi forsøgte at finde et sted længere nede hvor vi kunne gå i vandet, men klipperevene var simpelthen for bedrageriske inde langs kanten.
små skyer og dejlig varme, så bliver livet ikke bedre
Nåja og krystalklart vand 😉
Vi havde glemt Alexanders svømmeluffer, men et skovsvin havde smidt en masse flasker og flamingo ved siden af bilen så vi lavede en intermistisk flyde ponton
Ungerne spottede lynhurtigt at der var krabber og snegle, så mens vi voksne gearede op jagtede de kravl
Der hang et reb…… jeg regner ikke med at skulle fortælle ret meget mere om hvad der så fangede ungernes interesse? de svang sig i lianen mens vi lige kiggede dyrelivet an (desværre var der vandt på linsen så billedet af Alexander der svinger sig blev lidt uklart)
Den helt store begejstring kom da ungerne hægtede sig fast og vi så greb rebenden og svømmede alt hvad vi kunne så de på den måde fik sig en svingetur
Patrick igang med at lege
Fiskene var som sædvanligt smukke
Og denne smukke røde svamp faldt vi også pladask for
Der var anemoner i hobetal
Søpindsvin som egentligt ser kære ud men som har forræderiske pigge der gerne sætter sig i fødder
Og selvfølgelig svampe og fisk
Tom og ungerne snorklede en tre timer, mens jeg var mør efter to
Heldigvis kunne jeg jo så ligge og varme mig på stranden mens jeg læste med min kindle app
Tid til at gøre sig klar igen og komme videre
Vi vinkede farvel til den blå bro
og den lækre lille strand
og det smukke landskab
Rigtigt smukke landskab
og så vendte vi snuden mod vejen igen
Ved Vodice stødte vi ind i den her figur som vi lige måtte nærstudere
enn soldat med hænderne i vejret lavende v tegnet var ikke det vi havde set mest af
Vi fik taget lidt billeder og vel hjemme lærte vi så at Ante var en soldat under sidste krig der mødte de serbiske tanks uden for Vodice og valgte at stille sig midt på vejen og løfte hænderne og lave tegnet for sejr da serberne ville til at angribe. Historien siger at serberne efterfølgende trak sig tilbage af frygt for at tabe. reelt set var der dog Kun Ante og nogle enkelte bønder med våben til at forsvare Vodice så Antes heltegerning er naturligvis gået over i historien. Hvis man ønsker at læse mere om Ante også kendt som Boban kan man klikke her
På vejen hjem skulle vi op på et bjerg til en kirke vi havde fået anbefalet….vi kunne barre ikke finde det! vi fandt dog en kroatisk mand og følgende interessante udveksling tog sted:
Mig: Do you speak english?
Sprechen Sie Deutsch?
Mandlig Kroat: English
Mig: We want to go to the church on the mountain, but we cant find the way.
Kroatisk mand: (sløret)Apama?
Mig: What?
Kroatisk mand: (sløret) Apa
Mig: church on mountain
Kroatisk mand: Apartmani
Mig (der endeligt fangede den) no no no no no apartmani (kigger mig febrilsk omkring, finder papir og kuglepen og tegner et tændstikhus med et kors over og så en bakke under)
Kroatisk mand siger aaaaahhhh! og tegner ruten til os og får følgeskab af en kroatisk bedstefar som fortæller han kan tysk. Bedstefar for forrtalt: Ich Nürnberg arbeite….der bliver tavshed og vi ved ikke helt hvad vi skal sige så vii smiler rigtigt sødt og nikker hvilket gentages på den kroatiske side i et pænt stykke tid inden vi får sagt farvel og endeligt finder vej mod kirken 😉
Det var en ret sjov oplevelse og bekræftede mig i at et stykke papir og en kuglepen kan hjælpe en langt på vej. Tak til de to mænd for at hjælpe os videre på vores tur.
Vi kom op af bjerget af den meget smalle bjergvej (jeg klampede mig fast til sædet og håbede på det bedste. der er en god grund til at Tom altid kører på den slags strækninger)
vel oppe. Tjek udsigten!
Kirken er ikke helt færdig bygget
Igeen tjek udsigten!
er den ikke skøn?
Der var fine kanter med laaaangt ned, ungerne udforskede og grundet min højdeskræk fik Tom lov til at bedømme om de var for langt henne ved kanten eller ej. ingen grund til at give fobier videre hvis man kan undgå det.
Kirken var flot men blev åbenbart kun brugt een gang om året, hvilket vi undrede os lidt over
Rækværk er en overvurderet ting. vi sætter lidt sten ved kanten så ved folk nok man ikke skal falde ned
Og ud over kanten var der så pænt langt ned
Trapper med mere var også noget overvurderet noget
Men udsigten hele vejen rundt var bestemt så fed som vi havde fået at vide
Selv bjergene fik et helt andet udseende når man stod oppe i samme højde som dem
Der var et udendørs alter til folk der besteg bjerget
Der var også et sted hvor man kunne værdsætte den lokale helgen
der har smykker og kors rundt om helgenbilledet
Det var dækket godt til
Toiletter var der også. to skure, det ene med alm kloset, det andet var et stå toilet
Der blev udforsket til den store guldmedalje
Fugleperspektivet var ret fedt
Ungerne i chock over toilet standarten
Tom fik lige et billede af hvordan det så ud indvendigt omend det var svært at tage
Tid til at pakke sammen igen og komme ned
Vel nede kunne vi så nyde synet af kirken på toppen og den viden at vi havde været deroppe
vi måtte lige lave et ekstra stop på vejen hjem og lukke vores blinde passager ud. hoppende græshopper i en bil er ikke en god kombi 😉
Hjemme igen var vejret en del bedre og vinden havde lagt sig lidt
Patrick hyggede på molen
og fik hurtigt selskab af nogle af de andre fra pladsen
efter en dukkert fik Patrick og Hexe tiden til at gå med sæbebobler. Patrick blæste dem og Hexe jagtede dem 😉
Buffeten var ved at stillee op imens jeg sad i teltet og svedte tran over at stege 2 kg frikadeller på et to blus gaskomfur, fordi jeg ikke kunne sidde udenfor grundet vinden
der vaar mad fra alle verdenshjørner
og endeligt var mine frikadeller færdige
Samspisningen var som sædvanligt en succes og der blev hygget ved samtlige borde
folk havde gjort meget ud af at præsentere god mad
Milutin blev lige fanget i et paparazi øjeblik 😉
og vi fik prøvet solbær radler…..det gør vi så aldrig nogensinde igen
Ugerne skulle lige have en aftendukkert
og når de voksne nu ikke sad i receptcia så kunne børnene og de unge da indtage den 😉
Alt i alt var aftenen en succes må vi sige 😀